<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

30.000 undervist på et år

Hjerteforeningen har med Hjerteredderkurserne – 30 minutters intro i genoplivning nået målet 9 måneder før tid

Skrevet torsdag d. 14. marts 2019

Af Lotte Bucka, lbucka@hjerteforeningen.dk
650 instruktører. 2.950 kurser. 30.000 deltagere. Historien om Giv Liv-projektet, der har fået nyt navn og nu bliver kaldt Hjerteredderkursus – 30 minutters intro i genoplivning, er historien om et projekt fra Hjerteforeningen, som har mødt stor interesse i befolkningen og har tiltrukket mange frivillige. Både deltagere og instruktører kommer fra alle området af landet og repræsenterer en bred gruppe på tværs af alder, køn, erhverv og uddannelse.

Den yngste instruktør er 19, den ældste 70. En stor del af instruktørerne har en sundhedsfaglig baggrund, bl.a. læger, sygeplejersker og fysioterapeuter, og der er også håndværkere, selvstændige, funktionærer og akademikere samt pensionister og studerende blandt instruktørerne. Derudover er flere instruktører medlemmer af en lokalforening.

650 instruktører. 2.950 kurser. 30.000 deltagere

– Interessen for vores introduktionskursus i genoplivning har været helt overvældende og langt større, end vi havde forstillet os. Det vidner om, at der er en udbredt bevidsthed blandt mange danskere om, at det er vigtigt at kunne træde til med den rette hjælp, hvis uheldet er ude. Vores tilbud gør det nemt og lettilgængeligt at lære at redde liv, og de kun 30 minutter gør, at det er nemmere at få afsat tid til at lære at redde liv, siger projektleder Rikke Primdahl og fortsætter:

– Vi er også meget glade for, at 97 procent af deltagerne er tilfredse med indholdet i kurserne og vil anbefale det til andre. Det vidner om, at de engagerede frivillige instruktører leverer et godt og veltilrettelagt kursus. Evalueringen viser også, at 91 procent af deltagerne efter et kursus føler sig klar til at træde til, hvis de er vidne til et hjertestop, slutter Rikke Primdahl.

Tallene stammer fra en evaluering, som kommunikationsbureauet Advice har gennemført for Hjerteforeningen.

De nye mål
Selvom det første mål på 30.000 deltagere er nået, fortsætter hjerteredderkurserne resten af året og ind i de næste år. Der er sat nye mål for antallet af deltagere på kurserne. Målet er at have rundet 50.000 deltagere ved udgangen af 2019, og i årene fremover fortsætter projektet med at uddanne danskerne i genoplivning.

Deltager nummer 30.000 blev uddannet den 1. marts. Endnu flere har meldt sig til et kursus, 2.000 grupper venter på at gennemføre et introduktionskursus.