<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

31.324.252 millioner kroner indsamlet

På Hjertegalla-aftenen var en del af gæsterne frivillige, der havde vundet lodtrækning om billetter til showet

Skrevet fredag d. 15. marts 2019

Af Lotte Bucka, lbucka@hjerteforeningen.dk
Det var hjerternes fest, da der ved Hjertegalla 2019 blev samlet et imponerende stort beløb ind. Livet blev fejret i Vilhelm Lauritzen terminalen i København, da TV 2 CHARLIE og Hjerteforeningen for ottende gang stod sammen om indsamlingsshowet ”Hjertegalla 2019” med værterne Camilla Miehe-Renard og Jesper Steinmetz i spidsen.

Godt 30 frivillige sad med ved bordene i tv-studiet, hvor showet blev sendt live lørdag den 9. marts kl. 21. Impulserne har spurgt to af aftenens gæster om oplevelsen med udsigt til indsamlingshowets scener.

Ved sådan en aften, tror jeg, at danskerne får øjnene mere op for Hjerteforeningen, og hvad vi står for

Inge Lise Henriksen fra Hjerteforeningen Assens:

– Hvor heldig kan man være at vinde billetter til aftenen med Hjertegalla, siger Inge Lise Henriksen og fortsætter:

– Aftenen var en rigtig god oplevelse med gode indlæg, både nogle morsomme og nogle, der var meget rørende. Alt blev afviklet i fineste stil med dygtige værter og modige gæster. Ved sådan en aften, tror jeg, at danskerne får øjnene mere op for Hjerteforeningen, og hvad vi står for. Og netop demonstrationen af, hvordan en hjertestarter skal bruges, som blev ud i stuerne, havde stor værdi. Selvfølgelig ville det være optimalt, hvis showet blev transmitteret på en af de to store danske kanaler, men det kan komme en gang i fremtiden.

Også Per Stapelfeldt fra Hjerteforeningen Nyborg var gæst ved aftenen:

– Generelt var det et godt show med bedre værter end de foregående år. Der var god underholdning for alle, dog er Outlandish ikke min favorit, men ”Det skal jo være for alle – unge som ældre. På mange måder er Hjerteforeningens indsamlingsshow positivt, det giver blandt andet omtale af Hjerteforeningen, for der er stadig mange, som ikke kender Hjerteforeningens eksistens. Også langsigtet kan Hjertegalla give gode resultater, det kan både give flere medlemmer og flere og større donationer til gavn og glæde for forskningen, siger Per Stapelfeldt og fortsætter:

– Vores landsindsamling er lige rundt om hjørnet, og lur mig om ikke også Hjertegalla er med til at give os en god Landsuddeling, slutter Per Stapelfeldt.

Langsigtet kan Hjertegalla give gode resultater, det kan både give flere medlemmer og flere og større donationer til gavn og glæde for forskningen

Fordelt ved lodtrækning
Billetterne til frivillige blev fordelt ved lodtrækning til Hjerteforeningens frivillige, bl.a. fra lokalforeninger og instruktører fra Giv liv.

Læs også artikel om Hjertegalla på Hjerteforeningens hjemmeside

Foto: TV2/Per Arnesen