<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Bekæmper ensomhed – spiser sammen

Det blev stegt 36 ænder og serveret æblekage, da Hjerteforeningen Assens og Ældresagen Vestfyn inviterede til Spis sammen

Skrevet tirsdag d. 27. november 2018

Af Lotte Bucka, lbucka@hjerteforeningen.dk
– Du kan blive ensom af at være hjertesyg, og du kan blive hjertesyg af at være ensom.

Det siger Hanne Andersen, formand for Hjerteforeningen Assens, om årsagen til, at lokalforeningen bakker op om Hjerteforeningens indsats mod ensomhed og samarbejde med Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Opbakningen har blandt andet ført til, at knap 100 mennesker mødtes søndag den 11. november i et selskabslokale i Assens Bowlingcenter, hvor de spiste andesteg sammen og sang med på en buket af viser, som De Thorøhuse Spillemænd spillede op til. Eftermiddagen var arrangeret i samarbejde med Ældresagen Vestfyn.

– Det var en skøn eftermiddag med hjertevarme omkring bordene. Arrangementet er attraktivt, især fordi søndag eftermiddage for nogle opleves som lang og kedelig, siger Hanne Andersen.

På dagen, da billetsalget blev åbnet, blev alle 100 billetter revet væk, så arrangementet var eftertragtet

Har spist sammen gennem flere år
Spis sammen-frokosten er ikke den første af sin slags. For nogle år siden kom en opfordring fra Hjerteforeningens administration om, at Folkebevægelsen mod Ensomhed og Hjerteforeningen havde startet et samarbejde. Hjerteforeningen Assens bakkede op om samarbejdet og startede Spis sammen-middagene – en om foråret og en om efteråret. De sidste to år har efterårets udgave af Spis sammen været holdt i samarbejde med Ældresagen Vestfyn.

Overvældende tilslutning
På dagen, da billetsalget blev åbnet, blev alle 100 billetter revet væk, så arrangementet var eftertragtet. Hjerteforeningen Assens fik da også mange positive tilbagemeldinger fra glade deltagere om, at de havde hygget sig, nydt maden og at det omdelte sanghæfte havde været flittigt brugt. Eftermiddagen havde summet af nærvær og hygge.

– Det er dejligt, at vi har fået så mange positive tilkendegivelser om det fine arrangement. Flere sagde, at de håbede, vi gjorde det igen til næste år, siger Hanne Andersen.

To siders artikel i Fyens Stiftstidende
Hanne Andersen blev så overvældet over den store tilslutning til arrangementet, at hun syntes, det var værd for Fyens Stiftstidende at skrive om. Hun ringede derfor til redaktionen og talte med en journalist.

De spiste andesteg sammen og sang med på en buket af viser, som De Thorøhuse Spillemænd spillede op til

– Han var hurtigt med på ideen om en artikel, og ved selve eftermiddagen kom en journalist, da det blev tid til kaffen. Her fik han talt med flere af deltagerne, fortæller Hanne Andersen og fortsætter:

– Avisen kørte i den periode, hvor vi holdt arrangementet, tema om ”Det gode liv”, så det passede rigtigt godt med vores arrangement.

Assens Kommune bekæmper ensomhed
Også fra Assens Kommunes side er der et ønske om at slå et slag for Spis sammen. Ønsket er, at ensomme borgere i Assens gennem Spis sammen kan knytte nye bånd og skabe relationer. Når et nyt Spis sammen arrangement bliver planlagt, fortæller Hanne Andersen tre ansatte i Assens Kommunes afdeling “Sundhedsfremme og forebyggelse” om arrangementet, for de kan sprede budskabet til udsatte og ældre borgere, som kunne have glæde af det.

Hjerteforeningen Assens har søgt penge til fællesspisningen både via §18 midler hos kommunen og hos Folkebevægelsen mod ensomhed – kampagnen Danmark spiser sammen – i uge 45, som Folkebevægelsen står bag. Hjerteforeningen Assens modtog 4.000 kroner i støtte til at afholde arrangementet.

Ensomhed dræber
Læs artikler fra Hjerteforeningen om ensomhedens rolle for udvikling af hjertesygdom
Ensomhed dræber
Fællesspisning er godt for dit hjerte
Dagens ret var bøf med fællesskab
Sådan lever du sundere

Læs om Danmark spiser sammen i uge 45