<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Løb i 25 år

Glæden ved at give andre en smuk motionsoplevelse i naturen får hvert år mere end 100 frivillige til at stable et stort løb på benene i Jægerspris. I år fejrer de 25-års jubilæum

Skrevet mandag d. 3. juni 2019

AF LOTTE BUCKA • FOTO MATHIAS RASMUSSEN OG PRIVAT

Se også artiklen i Hjerteliv
Nederst i udgaven her på Frivillignet er tilføjet uddybende citater og større fotos.

1.200 børn og voksne løb på skovvejene i Jægerspris, da Grevinde Dannerløbet blev skudt af sted søndag den 7. april. Det er i år 25. gang, at løbeglade motionister finder vej til den nordsjællandske natur for at være med, og løbet bliver kun til, fordi frivillige går sammen om arrangementet. Bodil Grum-Schwensen er en af de frivillige kræfter, der brænder for at give de mange løbere og tilskuere en god og aktiv dag i naturen. Hun er også formand for Motionsklubben Jægerspris, der står bag planlægningen og afviklingen af
løbet.

– Jeg kan lide oplevelsen af fællesskab, siger Bodil Grum-Schwensen:

– Det giver mening for mig at være med til at skabe rammerne for, at løbere og tilskuere får en dejlig oplevelse i skoven. En aktiv livsstil er vigtig for hjertet, og min erfaring er, at det at bevæge sig sammen med andre giver de bedste rammer for, at den enkelte holder ved sin træning. I fællesskaber bliver du
inspireret til at tage flere motionsskridt.

Mød nogle af de frivillige, som sørger for, at Grevinde Dannerløbet bliver til:

Elvi Thrane, 71 år, har hjulpet til i 13 år
Kilovis af gulerødder skræller Elvi Thrane forud for løbet, for hun er med til at gøre sunde snacks klar til løberne. Hun passer også garderoben, hvor hun modtager hundredvis af stykker tøj og tasker.

– Vi hygger os gevaldigt, når vi sammen får det praktiske til at fungere og er med til at få folk ud at løbe. Samværet med de andre i motionsklubben betyder meget for mig. Vi har et godt sammenhold. Vi har fået banket det her løb op, så folk kommer fra nær og fjern.

Charlotte Hyllested Pedersen, 54 år, har hjulpet til i syv år
Hjælper med det praktiske både før og efter løbet, rydder op, deler løbenumre ud, er leder af børneløbet, og så tager hun også sin faglige viden som sygeplejerske med sig, når hun tager imod de trætte løbere ved målet.

– Når jeg giver en hånd, er jeg med til at gøre løbet muligt. Det er dejligt at være med i fællesskabet omkring løbet og motionsklubben. Det giver fælles oplevelser og fælles ånd, det er sjovt. Som sygeplejerske har jeg desuden nogle faglige kompetencer, som andre kan få gavn af den dag. Det er for mig en fornuftig måde at bruge min uddannelse, at jeg kan give udmattede løbere omsorg og tjekke, at de er ok.

Svend Erik Nielsen, 71 år, har hjulpet til i fem år
Med flaget i hånden står Svend Erik Nielsen lige, hvor løberne drejer ind i skoven. Som rutepost sørger han for, at alle løberne kommer den rigtige vej.

– Grevinde Dannerløbet bliver kun til noget i kraft af de mange frivillige hænder. Jeg vil gerne gøre en indsats, fordi jeg selv har så meget gavn af aktiviteterne og af sammenholdet i klubben. Den sociale del er meget vigtig. Jeg har gennem klubben fået et kæmpe netværk og hjælper gerne til, så løbet bliver til noget. Det er en fornøjelse at være med.

Jesper Mejer, 60 år, har hjulpet til i fire år
Op til weekenden henter Jesper Mejer en lastbil, som han bruger til at hente stole, borde, et stort telt og 25 flag. Alt sammen er lånt. Telt og stole bliver sat op dagen før, og om morgenen på løbedagen kommer flagalleen på plads.

– Jeg er med, blandt andet fordi jeg lærer en masse mennesker at kende. Andre har brug for mig, og så har jeg noget at tage mig til. Der er masser af aktivitet, det kan jeg lide, og så får jeg nogle gode oplevelser sammen med mange rare mennesker. Jeg kender flere med hjertesygdom, så derfor vil jeg gerne give en hånd.

INSPIRATION TIL DET HJERTESUNDE LIV
Hjerteforeningens lokalforeninger og motionsklubber arrangerer et væld af aktiviteter for dig, der ønsker inspiration til et sundere liv. Se oversigten over aktiviteter på hjerteforeningen.dk/kalender

VIL DU VÆRE MED?
Som frivillig får du både oplevelser, fællesskab og en sag at kæmpe for. Hør mere på telefon 70 25 00 00 eller e-mail frivillig@hjerteforeningen.dk

Billedtekst:
Omkring 1.200 løbere fyldte skovvejene, da 25-året for Grevinde Dannerløbet blev fejret i strålende solskin og en lysegrøn skov.

Udvidet citat fra Svend Erik Nielsen:
– Grevinde Dannerløbet bliver kun til noget i kraft af de mange frivillige hænder. Jeg vil gerne gøre en indsats, fordi jeg selv har så meget gavn af aktiviteterne og sammenholdet i klubben. Jeg har dyrket sport og motionsløb hele mit liv og har løbet i klubben i rigtig mange år. Og som pensionist deltager jeg nu både i gå- og cykelgruppe samt vinterens cirkeltræning. Den sociale del er meget vigtig og jeg har gennem klubben fået et meget stort netværk. Jeg vil gerne være sammen med dem og hjælper derfor gerne til, når klubben har behov. Derfor er det altid en fornøjelse at hjælpe ved Dannerløbet.

Udvidet citat fra Jesper Mejer:
– Jeg er med, blandt andet fordi jeg lærer en masse mennesker at kende. Andre har brug for mig, og så har jeg noget at tage mig til. Der er masser af aktivitet, det kan jeg lide, og så får jeg nogle gode oplevelser sammen med mange rare mennesker. Jeg kender flere med hjertesygdom, så derfor vil jeg gerne give en hånd.

Jesper Mejer er også glad for samarbejdet med Keld Riss og ”Bornholmer Finn”. De tre danner det team, der sætter flag op. Keld Riss har været med fra klubbens start og ifølge Jesper Mejer er ”still going strong”, og ”Bornholmer Finn”, der altid har et godt humør.

Svend Erik Nielsen

Jesper Mejer med Keld Riss (th) og ”Bornholmer Finn”

Elvi Thrane

Charlotte Hyllested Pedersen