<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Penge til Hjerteforeningen Sæby

Lions Club Sæby giver en økonomisk hånd til hjertesagen

Skrevet mandag d. 21. oktober 2019

Skrevet af Per Rye, Hjerteforeningen Sæby, redigeret af Lotte Bucka, lbucka@hjerteforeningen.dk

Hjerteforeningen Sæby har gennem flere år haft stor succes med et eftermiddagshold i motion, hvor hjertepatienter har kunnet få rehabilitering efter hjerteproblemer. Det er sket under kyndig ledelse af en fysioterapeut.

Derfor ønskede Hjerteforeningen Sæby at starte endnu et motionshold om formiddagen med afsæt i rehabilitering efter problemer med hjertet.

Begge hold ledes af fysioterapeut Cathrine Kvist fra Benefit i Sæby, hvor motionen foregår. Træningen har fokus på og bidrager til at få pulsen sat i vejret.

”Vi har taget opfordringen op om at lokalforeningerne søger midler hos lokale sponsorer”
Merethe Gaardbo, formand for Hjerteforeningen Sæby

Et sådant tiltag er imidlertid ikke uden økonomiske omkostninger. Derfor søgte Hjerteforeningen Sæby Lions Club Sæby om økonomisk støtte. Lions Club har honoreret ansøgningen med et tilskud på 10.000 kr. til det gode formål, og forleden blev gavebeviset overrakt af præsident for Lions Club Sæby, Anders Jessing, til formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo.

– Aktiviteten passer som fod i hose med Lions’ formålsparagraffer, og derfor var der heller ingen tvivl om, at vi gerne vil yde økonomisk støtte til den gode sag, siger Anders Jessing.

Formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo, siger:

– I Hjerteforeningen Sæby er vi særdeles taknemmelige for den store velvilje, som Lions Club har udvist med sit flotte sponsorat. Det vil bidrage til at hjælpe mange mennesker med hjerteproblemer på højkant igen.

Foto:
Anders Jessing, Lions Club Sæby, overrækker gavebeviset på 10.000 kr. til Merethe Gaardbo, formand for Hjerteforeningen Sæby, flankeret af fysioterapeut Cathrine Kvist og daglig leder af Benefit, Lasse Knudsen.