<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Godtgørelse af omkostninger

Godtgørelse af omkostninger til lokalforeninger og klubber


Telefongodtgørelse og net-opkobling

Telefongodtgørelse og tilskud til net-opkobling kan maksimalt udgøre 1500 kr. pr. lokalforening/klub. Godtgørelsen er skattefri for modtager. Godtgørelsen kræver ikke dokumentation i form af bilag fra udbyder, men kun et internt notat med underskrifter fra modtagerne i bestyrelsen. Beløbet kan deles mellem flere personer.

Kontorhold

Kontorartikler, som fx toner til printere mm refunderes efter regning. Der skal altid foreligge kvittering for omkostningerne, for at de kan refunderes. Vær opmærksom på, at der kan bestilles Hjerteforeningsbrevpapir og kuverter. Proceduren for dette kan oplyses af den administrative koordinator i frivilligafdelingen.

IT-udstyr

Hjerteforeningen dækker ikke udgifter til indkøb af computere, printere, telefon mm. Dog er der eksempel på, at en lokalbestyrelse har fået dækket udgiften til indkøb af en projektor ved en lokal sponsor. Udstyret tilhører Hjerteforeningen og skal videregives ved en eventuel udskiftning i bestyrelsen.

Diæter

Hjerteforeningen udbetaler ikke diæter. Al forplejning og andre mødeudgifter refunderes efter regning. Der skal altid foreligge kvittering for omkostningerne, for at de kan refunderes.

Kørselsgodtgørelse

Der kan udbetales kørselsgodtgørelse for kørsel foretaget på vegne af Hjerteforeningen. I 2020 er taksten: 1,96 kr. pr. km. Taksten revideres årligt af SKAT. Hjerteforeningens rejseafregningsskabelon skal altid anvendes som dokumentation for kørslen. Den findes på frivillignet på Hjerteforeningens hjemmeside. Det er meget vigtigt, at det tydeligt bliver anført, hvor der er kørt fra og til med angivelse af fuldstændige adresser, idet det er SKAT’s betingelse for, at godtgørelsen kan udbetales skattefrit. Derudover skal formålet med kørslen også altid anføres. Da Hjerteforeningen arbejder for indsamlede midler opfordres der til samkørsel eller brug af offentlig transport, hvor det er muligt.

Honorar til foredragsholdere, musikere ved julearrangementer, psykologer osv.

Det skal indhentes dokumentation om den person/virksomhed, der får udbetalt (fx foredragsholderen), enten i form af:

  1. En faktura med angivelse af virksomhedens CVR nummer, eller
  2. Fulde navn og CPR nr. på honorarmodtageren, når denne ikke har en CVR registreret virksomhed

Hjerteforeningen har ifølge SKAT pligt til at indberette al B-indkomst, hvis honorarmodtageren ikke er en del af en CVR-registreret virksomhed. Sker dette ikke, vil det blive anset for sort arbejde. Vær opmærksom på, at udlevering af gavekort er sidestillet med kontant betaling og således også er skattepligtigt og indberetningspligtigt for Hjerteforeningen.

Såfremt en foredragsholder (eller anden person) i stedet for en kontant betaling modtager en gave (bog, vin o. lign.) som tak for indsatsen, så er det modtagers eget ansvar at medtage den subjektive værdi af gaven på selvangivelsen. Bestyrelsen skal i denne forbindelse ikke indhente modtagerens fulde navn og CPR-nummer.

Sommerafslutning og julefrokost

Hver bestyrelse kan afholde et sommerarrangement og en julefrokost for bestyrelsens frivillige. Budget pr. person pr. arrangement er 200 kr. Behørig dokumentation med angivelse af antal personer skal angives på kvittering. Komiteen kan vælge kun at afholde ét arrangement, og derved er der 400 kr. pr. person til arrangementet.

Vin i Hjerteforeningen

Med baggrund i Hjerteforeningens fokus på sund forplejning og korrekt brug af foreningens midler bør foreningens udgifter til alkohol være begrænset. I forbindelse med et sommerarrangement, en julefrokost eller andre særlige lejligheder kan der nydes et par glas vin, men vin/øl/spiritus til møderne i det daglige kan ikke dækkes af Hjerteforeningen.

Mødeudgifter ved bestyrelsesmøder

Alle omkostninger i forbindelse med bestyrelsesmøder refunderes efter regning eller ved en tildeling på 100 kroner til værten for mødet. I sidstnævnte tilfælde underskrives et bilag som kassereren har med til mødet. Der opfordres generelt til, at der serveres forplejning efter Hjerteforeningens vejledninger.

Gaver

Ligesom der er fornuftige regler for de ansatte på dette område, er det valgt at beskrive mulighederne for de frivillige bestyrelsesmedlemmers gavevalg på tre områder:

  • Afgået bestyrelsesmedlem Her kan gives en gave/blomst til 300 kr.
  • Dødsfald Her sendes en bårebuket til 300 kr.
  • Runde fødselsdage m.m. Blomster, købmandskurv eller anden gave til 300 kr.

Generelt

Det er bestyrelsens ansvar, at aktiviteter gennemføres i overensstemmelse med ovennævnte retningslinjer og Hjerteforeningens formål i øvrigt.