Min svigerfar kigger ofte uanmeldt forbi…

Årsagen til besøgene skyldes hovedsagelig, at hans foretrukne mekaniker ligger et stenkast herfra.

Hyppigheden kan forklares med, at han er den stolte ejer af ikke bare en men to ‘yotaer’.

Så forleden eftermiddag svang han ind på gårdspladsen i en lilla lånebil.

‘Toyota Carina. En 96’er. Det er en god bil!’ forklarede han, idet han steg ud og gik mig i møde.

‘Den er godt nok lilla hva’?’ sagde jeg midt det obligatoriske svigerfar-kram, der skal være lige tilpas hårdt og bestemt, så han ikke tror, jeg er et skvat, men ikke for hårdt og bestemt, så han bliver i tvivl om min respekt.

‘Det er aubergine…’ – han studerede bilen med øjnene, og satte hænderne i siden for at give plads til luften i lungerne igen efter et måske lidt for hårdt kram fra min side af.

Ifølge min svigerfar findes der kun en ordentlig bil i verden. Jeg har tidligere forsøgt at diskutere med ham og forsøgt at nuancere samtalen, men ligesom med emner som samfund, økonomi og andesteg – så er der kun en bestemt måde, de hver især kan forvaltes fornuftigt.

‘Har du haft en god dag på arbejdet?’ spurgte jeg for at skifte emne.

---

Min svigerfar har i hele min levetid (siden 1984) arbejdet for en større produktionsvirksomhed på Fyn. I mange år har han været afdelingschef for omtrent 40 medarbejdere. Værkfører hed det tidligere. Og selvom de har ændret navnet, er der stadig et værkførerhus i midten af produktionslokalet med glasvinduer, og fabriksrunder, så man kan følge med i produktionskæderne.
Jeg har selv arbejdet et lignende sted engang. Det var ikke lige mig. Jeg brød mig ikke om at blive overvåget. Jeg følte værkførerens tunge blik i nakken inde bag glasvinduerne dagen lang, og havde oplevelsen af ikke at være hurtig nok, grundig nok… god nok.

Det var jeg muligvis heller ikke, for jeg blev fyret inden prøvetiden var overstået uden begrundelse. Det var egentlig en lettelse, og jeg lærte, at jeg trives dårligt i et arbejde uden bevægelsesfrihed og med hyppig kontrol.

Min svigerfar er en god chef. Uden tvivl. Han er vellidt af alle, og har noteret sine medarbejderes fødselsdage i sin kalender, så han ved, hvornår han skal medbringe morgenbrød og flag. Han sidder aldrig i værkførerhuset, og holder øje med folk. Han bruger fabriksrunderne til at få en fornemmelse af, om hans medarbejdere trives. Han er selv en god kollega og medarbejder. Han kører hjemmefra hver morgen kl. 4.45, og har aldrig en sygedag. Han tager sig af de andres medarbejdere, når de er på ferie, og sådan har han været i de knap 40 år, han har været der.

---

‘Den har været god som altid. Tak.’ svarede han kort og gengældte med det samme:

‘Hvad med dig. Har du fri i dag?’

Jeg har forsøgt at forklare ham flere gange, at jeg ofte arbejder hjemmefra. Og at jeg ikke holder fri, bare fordi jeg er hjemme.

Teams-møder. Fleksibel arbejdstid. Work/Life balance. Og andre moderne begreber.

Jeg tror også, at han godt ved det, men bare ikke helt bryder sig om det.

For min svigerfar er et arbejde ét, hvor man møder op på et matrikelnummer på et bestemt tidspunkt med en smurt madpakke under armen, og tager hjem med sved selvsamme sted. Et sted man spiser morgenbrød sammen på fødselsdage. Et fysisk sted. Jeg forstår godt hans undren.

‘Nej. Jeg har skam været på arbejde. Jeg har bare arbejdet hjemme.’

Han smiler smørret.

To ting er min svigerfar og jeg enige om. Kærligheden til hans datter og essensen af hvad god ledelse er.

Bestyrelsesmedlem, værkfører, afdelingschef, teamleder, konsulent… Ordene vi bruger, og konteksten, hvori vi anvender dem, er forskellig, men fællesnævneren er at vise tillid og ikke overvåge, at give bevægelsesfrihed og ikke øve kontrol, at støtte og sparre og ikke skælde og smælde, og at oprigtigt være interesseret i dem man arbejder med og for og skærme hinanden, når man kan mærke, nogen ikke trives.

Tak fordi I, gennem jeres ledelse af frivillige, aktiviteter, hinanden og hjertesagen, minder mig om det hver dag.

---

’Vil du have en kop kaffe?’

Min svigerfar tog jakken af.

’Er det fra jeres smarte maskine?’ spurgte han skeptisk.

’Der er kun en rigtig måde at lave kaffe på svigerfar.’ Svarede jeg beroligende.

’Jeg har sort filterkaffe på kanden.’

’Jamen så tager jeg en halv kop.!’