Om tanter og Royal Copenhagen

21 feb 2023

Godt nytår!

Jeg er kommet igennem med skindet i behold modsat anden, som ikke blev levnet mange chancer under julemiddagen. Jeg har virkeligt nydt ferien sammen med min familie, både den nære men også dem lidt længere ude. F.eks. min tante Grethe.

Min tante har tradition for at invitere dele af familien (dem hun bedst kan li’, og som larmer mindst) til en stor frokost i juledagene. Tante Grethe tilhører den type, som for hvem det er vigtigt, at tingene ser pænt og ordentligt ud.

Hun bor i et pænt hus i et ordentligt kvarter i en pæn forstad med trygge cykelstier og nabohjælp. Hun har en pæn og velholdt have (især den ud til vejen) og en Volvo med intakt servicebog. Hun omgås ordentlige mennesker og donerer pæne beløb til indsamlinger med jævne mellemrum. Tante Grethe har levet et ordentligt liv, og er ganske pæn for en kvinde på sin alder.

Tante Grethe har levet alene i fire år, siden onkel Svend døde. Jeg deltog selv i begravelsen dengang, som i øvrigt var meget pæn og ordentlig.

Julefrokosten foregår i udestuen. Der er klinkegulv. For som Tante Grethe siger:

’Så undgår vi at de helt små smider maden på gulvtæppet – det er ikke til at få af.’

Vi spiser maden fra Tante Grethes stel, som hun har samlet på hele livet. Det musselmalede.

’Røjl Copenhagen’ siger hun højt med jysk stolthed i stemmen.

Stellet opbevares i en skænk i midten af stuen. Skænken har glaslåger, så besøgende ikke overser samlingen.

Gennem et helt liv kan det ikke undgås, at der kommer skår i stellet, og Tante Grethes tallerkener er ingen undtagelse. Men min tante sørger altid for at arrangere tallerkenerne, så skårene vender ind mod bagvæggen, og på en måde så de mest ilde tilredte står nederst og bagerst. De kommer aldrig frem…

Hun plejer dog altid at have nok af de pæne, når hun får gæster. Bare ikke denne gang…

Jeg fik en tallerken med skår, og da frokosten var ovre, opdagede Tante Grethe, at jeg havde spist af en ’grim tallerken’.

Hun undskyldte mange gange, men jeg forsikrede hende om, at den havde virket fin til formålet, og at maden smagte lige godt – skår eller ej…

Hun var dog ikke helt beroliget af mine ord, og studerede stelnummeret på undersiden med en undrende mine – og så blev hun stille.

Jeg kunne se at noget ramte hende.

’Tante – det gør virkelig ikke noget. Ingen opdagede det og…’ Jeg stoppede min sætning.

’Svend…’ sagde hun.

’Det var den tallerken, Svend tabte, da han…’ Grethes stemme var grødet.

’Da han blev dårlig’.

Jeg har aldrig set min tante græde. Ej heller til begravelsen for fire år siden.

Men nu græd hun. Jeg slog armene om hende, og holdt hende, mens hun knugede sin tallerken med skår.

Efter nogen tid genvandt hun fatningen, og jeg kunne genkende hende igen, da hun rømmede sig, og nærmest vred på sig selv sagde:

’Sikke fjollet af mig, og stå og tude over en tallerken.’

’Det synes jeg nu ikke. Jeg synes den tallerken fortjener at stå fremme… som et minde måske. Du har sikkert en historie og et minde forbundet med hvert skår på dine tallerkener. De tallerkener er langt mere interessante end dem uden. Jeg vil i hvert fald gerne høre om dem – og jeg synes faktisk de er pænere end de polerede…’

Grethe smilede pænt og ordentligt.

Tak fordi I ønsker at gøre en forskel for hjertepatienter og pårørende også i 2023. Tak fordi I deler jeres skår i livet med andre mennesker, så de får modet til at dele deres.

royalcopenhagen

Læs også...