Et kort fødselsdagskort

jhedelund

25 apr 2022

Tillykke med fødselsdagen her i næste uge!

Jeg kan næsten ikke tro, at der allerede er gået 60 år… Du holder dig godt!

Jeg lærte dig først sådan rigtigt at kende for lidt over tre år siden, og selvom jeg godt havde hørt om dig, så må jeg indrømme, at jeg ikke sådan rigtig vidste, hvem du var.

Jeg er blevet positivt overrasket over alt det du har at byde på. Det har imponereret mig særligt meget, hvor meget du gør, for dem du holder af, og også dem der måske ikke kender dig endnu.

Du har et stort netværk, og alligevel formår du at bevare en oprigtighed overfor den enkelte. Du tager dig tid til at snakke, hvis man har brug for det, du deler gerne ud af opskrifter og gode råd, du bekymrer dig uden nødvendigvis at blande dig. Du kender din besøgstid.

Du er der, når krisen rammer, og når der akut er behov for det. Og uanset hvor i landet man befinder sig, så kan man finde dig.

Du har mange ansigter – alle smilende og dedikerede. Du mestrer adskillige dialekter, og selv om du er ved at være oppe i årene, så kan du stadig være barnlig. Du tager dig af de mindste, ja selv de ufødte, og du følger tæt med, hvordan det går dem og deres familier.

Jeg er glad for, at jeg lærte dig og alle dine at kende, og håber jeg kan fejre dig i mange år fremover.

Jeg ville gerne fysisk være til stede ved din gallafest lørdag den 12. marts, men hører den er rykket til efteråret, så jeg sender de varmeste tanker i stedet!

Endnu en gang hjerteligt tillykke gamle jas.

Mvh Jacob

frivillig tillykke