‘Kan jeg ikke bare stikke dem en halvtredser hver…?’

Min hustru har i al den tid jeg har kendt hende været virkelig god til at gøre noget ud af årstidstraditioner. Det har jeg og mine børn nydt meget godt af.

Især påsken har min hustru gjort sig særlige anstrengelser med. Original påskepynt, masser af forårsblomster rundt om i hjemmet og en sirlig planlagt påskeæggejagt i haven med tilhørende flettet kurv og hjemmestrikket hare-hovedbeklædning, der skulle give illusionen om ægte langørede, nuttede dyr, der hoppede rundt i græsset.

I år satte en omgang Corona dog en kæp i hjulet for hendes planer, og opgaven med at lave lidt påskehygge for ungerne lå derfor hos mig.

‘Altså – de bliver jo glade for det!?!’

Jeg kunne se på min hustrus blik, at forslaget ikke faldt i god jord.

‘Jacob – det er da jo ikke meget skattejagt over…?’

Jeg kunne se hendes øjne bevæge sig mod himlen. Måske hun søgte opbakning ovenfra nu når det jo var påskehøjtiden.

‘De kan jo finde min pung først…’

Hun forlod rummet uden at grine, selvom jeg selv synes, at det var en meget kvik kommentar.

Hver gang min hustru forlader rummet midt i en samtale, så er det som regel fordi, at hun vil give mig tid til lige at gennemtænke emnet, inden jeg får gravet mig et hul jeg ikke kan komme op af. Det er egentlig meget betænksomt. Nuvel. Jeg tænkte det lige igennem.

Ville de være rigeligt glade for en halvtredser?  Eller kunne det måske være, at det der betød lige så meget for dem, eller måske mere, var spændingen ved at skulle finde en masse gemte æg, det at være en hare for en stund, selve traditionen og det at der var gjort noget ud af det? Ja det vidste jeg jo nok godt, at det var.

Måske det nok bare mest handlede om, at jeg ikke lige orkede at stable en masse på benene. Jeg måtte tage mig sammen. Og det gjorde jeg så.

Æggene blev gemt. Huerne og kurven fundet frem. I æggene var der sedler med bogstaver, der skulle sættes sammen til et ord, hvor to store påskeæg fyldt med chokolade var gemt… Og – nå ja – en halvtredser til hver.

Tak til jer alle fordi I gør jeg umage med jeres aktiviteter og arrangementer. Tak fordi I gør noget ud af det, så det bliver noget særligt, for dem der kommer, og en tradition man gerne vil gentage.

Minder og gode oplevelser man husker, er dem hvor nogen har orket at gøre sig umage, og gjort noget ud over det man forventede.

Det gør min hustru og det gør I!