Jeg glemmer det altså nogle gange…

Det er ikke fordi, jeg ikke godt er klar over det. For det er jeg. Men det er måske bare fordi det er en anelse usynligt, når jeg er sammen med jer. Jeg kan ikke se det på jer til bestyrelsesmøderne, i de konstruktive diskussioner, i planlægningen af aktiviteter, på alt det I får fra hånden rundt omkring. Jeg kan ikke høre det i telefonen, når vi snakker sammen, eller på skærmen når vi mødes digitalt. Jeg kan ikke se det på årsregnskaberne, eller i referaterne. Jeg kan simpelthen ikke se det og derfor glemmer jeg det altså… ..undskyld.

Når jeg er helt stille og lytter efter, så kan jeg faktisk godt opdage, at I ikke alle er som alle er flest eller mest.

En tikkende lyd fra en brystkasse tæt ved. En gispen på en gåtur. Når du øver dig på datid fordi din kære ikke længere er nutid. En umærkbar trækning ved læben fordi du er bange. Et flygtigt blik fordi du så gerne vil mere end dit overskud tillader. Et suk fordi konsulenten har placeret mødelokalet for enden af adskillige trapper…

Jeg glemmer, at I har bøvl med hjertet. Eller at I savner. Eller begge dele.

Jeg kan godt føle, at jeg måske nogle gange, og af samme grund, beder jer om urimeligt meget. Jeg beder jer deltage i dit og dat. Digitale kurser om dette og hint. Ændringer i regnskab. Ændringer i mails. Nye tiltag. Vi kalder det inddragelse, men det kan måske nærmere føles som opdragelse.

Når alt I blot ville var at hjælpe, hvor der var brug for det, har jeg placeret en lang række trapper, som I skal forcere for at kunne få lov…

Jeg har glemt det. Undskyld.

Vil I ikke love at sige, når I kan mærke, at der er en dum trappe – en fjollet forhindring for en frivillig.

Jeg lover, kun at invitere dig til ting som ikke gør dig forpustet. Jeg vil ikke spilde din tid, for den er kostbar, ligesom din indsats er det.

Gør kun det du brænder for, ellers brænder du ud!

Måske vi alle havde glemt det…