‘Skynd dig langsomt!’

Sådan sagde min mor tit til mig, da jeg var barn. Og det gør hun faktisk stadig en gang imellem.

Jeg tror ikke, min mor dog var klar over, at sætningen er det man i litteraturvidenskab betegner som et oxymoron. Et ord eller en kort sætning, der er sammensat af to begreber, der tilsyneladende modsiger hinanden. Altså en slags komprimeret paradoks, hvor der som regel ligger en sandhed eller indsigt gemt i paradokset. Gode eksempler er ‘larmende stilhed’, ‘nattens lys’ eller ‘en ærlig politiker’…

Min mor gik ud af folkeskolen i 7. klasse og været dagplejemor det meste af sit arbejdsliv, så jeg tror ikke hun er stødt på det litterære begreb i landsbyskolen i Vostrup eller på den kommunale legeplads i Tønder.

Men måske man godt kan have indsigt og besidde visdom uden at have en videregående uddannelse eller uden at være medlem af DJØF?

Jeg kom til at tænke på det den anden dag, hvor jeg for 117. gang gik med barnevognen op og ned ad markvejen i Strandby. Wille ville ikke sove og far var træt. Træt af det hele.

Jeg opdagede, at jeg i min iver for at få ham til at falde til ro, gik hurtigt og vuggede vognen voldsomt op og ned, mens jeg jappede en vuggevise igennem i desperate toner. Og jo mere jeg vuggede og jo hurtigere jeg gik, desto mindre faldt han i søvn.

Skynd dig langsomt.

Jeg huskede mine mors ord.

Stoppede op…

Tog en dyb vejrtrækning og talte roligt til Wille.

Langsomt bevægede jeg barnevognen fremad, så den taktfaste lyd af mine skridt var det eneste der kunne høres sammen med grusets sagte knitren. 2 minutter senere sov han.

Visdommen fra det levede liv kom mig til gavn. Sandheden er, at nogle gange så går tingene hurtigere eller nemmere, når man tager det stille og roligt.

Sandheden er også at min mor altid har ret.

Visdommen er ikke at fortælle hende det.