Om Edvard og Francesco

jhedelund

25 apr 2022

På min fars kontor hænger to billeder side om side. Et af Edvard og et af Francesco.

 

De to mænd har en del til fælles. De var begge højt respekterede og profilerede kaptajner på deres tid. De nød begge anerkendelsen når de satte sig og spiste frokost i skibenes restauranter, og passagerernes øjne hvilede på dem med beundring og tillid.

Og de var begge involveret i hver sit skibsforlis med omkomne til følge.

 

‘Hvilket eksempel ønsker du at sætte for andre?’

 

Min far kigger på mig med et blik, som jeg genkendte fra skolebænken når lærerne stillede et spørgsmål, de egentlig gerne selv ville svare på.

 

‘Vi kan ikke gå gennem livet uden at der sker uheld, uden at vi mister fodfæstet eller fatningen. Vi kan ikke gardere os mod fejl. Vi kan aldrig blive forbilleder ud i fejlfriheden.’

 

Min far kiggede på Edvard og Francesco. Jeg fulgte hans blik og forstod at der om lidt ville komme en livslektie, som jeg burde skrive ned.

 

‘Begge to dummede sig Jacob.’

‘Edvard skulle bare have sejlet direkte ind i isbjerget, så havde kun et eller max to kamre lidt skade.’

‘Og Francesco… Ja Francesco skulle aldrig være gået så tæt på land uden et opdateret søkort’

 

Min far vurderede dem med sit blik og rystede på hovedet.

 

‘Men fejl sker. Nogle gange er de katastrofale. Men Jacob…’

 

Jeg kunne mærke at det var her jeg skulle være klar med pen og notesblok.

 

‘…det er i krisens stund at vi mennesker får mulighed for at vise hvem vi i virkeligheden er.’

‘Vi kan vælge at tage ansvar og gøre vores pligt, fordi menneskers liv afhænger af os…’

 

Min fars øjne hvilede på Edvard og en stolt mine tegnede sig i hans ansigt. Så kiggede han til højre.

 

‘Eller vi kan vælge at stikke af fra vore forpligtigelser og redde os selv først og fremmest.’

 

Francesco modtog min fars skuffede blik, som jeg straks genkendte fra dengang jeg ville pudse hans Vauxhall med sandpapir.

 

‘Hvem vil du helst være Jacob? Hvordan vil du helst huskes?’

 

Det oplagte svar var jo Edvard. Men Costa Concordias forlis medførte ‘kun’ 32 menneskeliv, hvorimod der omkom 1.500 da Titanic sank. Har konsekvensen af fejlen ikke også en betydning?

Titanics forlis foregik midt ude i Atlanterhavet uden tilstrækkeligt med redningsbåde. Så Edvard kunne jo næsten ikke andet end at gå ned med skibet stående på broen, mens strygerne så smukt spillede ‘Nærmere Gud til dig.’ Francesco var 100 meter fra land hvor alle nærmest kunne gå i land, ganske udramatisk. Om han blev på broen eller ej, så ville det ikke ændre på antallet af omkomne.

 

Min far ventede tålmodigt på mit svar, og jeg orkede ikke at gå ind i en kontekstbaseret analyse og diskussion af deres adfærd, hvor opvækst og psykosociale faktorer kunne forstyrre den simple konklusion på disse to mænds karakter.

 

‘Edvard’ svarede jeg.

 

‘Netop!’ udbrød min far.

‘Du vil gerne være en mand der er sit ansvar og sine forpligtigelser bevidst.’

 

‘Tjo…’ mumlede jeg.

 

‘Så lad os gå ud og fælde de træer som du for længe siden har lovet du ville hjælpe mig med’.

 

Jeg kiggede en sidste gang på de to billeder. Et kort sekund misundte jeg Francesco for modet til at turde stikke af. Men jeg måtte nok hellerede være en god søn og hjælpe med de dumme træer.

 

Tak fordi I er frivillige i Hjerteforeningen. Tak fordi I repræsenterer idealet om pligt og ansvarlighed. Jeg beundrer jeres rygrad. Og jeg beundrer jeres omsorg for Hjerteforeningens medlemmer i jeres område. Der er ingen af jer, der flygter fra en synkende skude. Ved de kommende generalforsamlinger vil der være nogle steder, der skifter kaptajn efter mange års virke. Og alt gøres efter grundigt forarbejde og ordentlighed i overdragelsen af roret.

 

Tak for de forbilleder I er for mig. Det kommer bl.a. mine forældres træer til gode.

frivillig