Om fætre og kusiner

23 maj 2022

Den 5. juni er en særlig dag. Og det har det altid været så længe jeg kan huske.

De fleste af jer kan nok genkende dagen. Og ja – det er dagen for den årlige fætter-kusine-fest i min familie.

Min far er ud af en søskendeflok på 10 og som barn nød jeg hver sommer turen til forskellige vestjyske gårde, hvor jeg kunne lege uafbrudt en hel dag med mine jævnaldrende fætre og kusiner.

Vi legede i halmballer på staldloftet, spillede fodbold, drak sodavand ad libitum og prøvede i smug ubevogtede traktorer og ATV’er. Jeg husker det som hyggeligt, når min far og hans søskende optrådte med en flerstemmig udgave af ‘Jeg elsker de grønne lunde’.

Det er et værdifuldt barndomsminde, som jeg er meget taknemmelig for.

Som teenager og ung blev den årlige fætter-kusine-fest dog mere uinteressant. Det føltes som uendeligt kedsommeligt at skulle hilse på og snakke med tanter og onkler, som jeg ellers aldrig så, og dem jeg plejede at lege så godt med, havde fået andre interesser end fodbold, ATV’er… og mig, og færre af de jævnaldrende dukkede i det hele taget op.

De højtidelige taler fra familiens selvudnævnte overhoveder blev længere og længere. Tidens tand havde også efterhånden sat sine spor på stemmebåndet, og den før så smukke flerstemmige søskendesang var mere blevet en decideret slagtning af Albert Møllers fine melodi. Jeg elskede ikke længere de grønne lunde, og jeg brød mig ikke længere om den 5. juni.

Hvert år forsøgte jeg at undvige når mine forældre i løbet af foråret gjorde antræk til emnet, og fandt på undskyldninger for at slippe. Men en gang imellem tog jeg mig sammen og tog afsted for mine forældres skyld.

Nu har jeg selv fået børn og nu er den 5. juni igen en fantastisk dag. For mine børn elsker den. Min fars søskende har alle fået fire børn i snit, og min generation har forsøgt at leve op til den reproduktive kadence. Der er sågar også kommet en fjerde generation til. Så når vi alle er samlet, er vi omkring 300.

Mine børn elsker at lege med deres grandfætre og grandkusiner, og jeg elsker at se dem lege sammen og mine jævnaldrende fætre og kusiner er begyndt at dukke op igen.

Talerne er lige så lange og kedelige som de plejer og de gamle synger sangen i et andet toneleje og med færre vers, da de ikke længere kan holde pusten så længe. Og det er smukt.

De der årlige traditioner, kan altså noget. Jeg er glad for at mine forældre hev mig med som barn, og jeg er også glad for at jeg viste mig jævnligt, selv da det var mest uvedkommende for mig. For nu er jeg glad, for at kunne se mine børn nyde slægtskabet og fællesskabet. Og på et tidspunkt når min stemme svigter, og min tale bliver for lang, så håber jeg, at mine børn (og børnebørn) er der til at himle med øjnene af mig.

Den 5. juni er en særlig dag. Og det bliver den forhåbentlig ved med at være.

palle-knudsen-29kYzFdU70U-unsplash

Læs også...