Henved kl. 21.30 er der som regel helt stille. Alle i husstanden er gået i seng, og jeg har aftenen helt for mig selv.

Det er her, jeg plejer at se dagens skiskydning, som jeg er gået glip af, ser de vigtigste nyheder eller det næste afsnit af en eller anden serie, jeg har kastet min kærlighed efter.

Men det hænder også, at jeg ikke kommer videre end min telefonskærm. Jeg bliver enkelte gange fanget af algoritmen, der har regnet ud, hvad jeg synes er spændende at se på YouTube. Den kan føre mig vidt omkring, men af en eller anden grund havner jeg næsten altid ved optagelser af komodovaraner, der æder sagesløse byttedyr. Det kan jeg så tænke lidt over…

Men inden jeg når til varaners bestialske reptilhjerne, kommer jeg ofte forbi denne her:

Gør mig lige den tjeneste at se den. Den tager under tre minutter.

—

—

Har du set den? Ok. Godt.

Se jeg kan rigtig godt li’ denne video, og jeg ser den ofte.

Det er faktisk ikke så meget på grund af Sam eller det overraskende i, at drengen synger godt. Det er på grund af Michael Bublé. Han minder mig om noget vigtigt.

Om lidt må du meget gerne se den igen, men så læg mærke til hvad Michael gør for at få Sam til at føle sig tryg og dernæst turde synge med overbevisning.

For det første er Sam mere eller mindre tvunget på scenen af sin mor, så Michael starter med at sidde ned ved siden af Sam med en arm om skulderen. Sam kigger kun på Michael eller ned i jorden. Michael holder mikrofonen. De synger sammen.

Dernæst opmuntrer Michael begejstret (måske lige lovlig begejstret) Sam til at rejse sig op og træde op midt på scenen. Nu står de side om side, Michael holder stadig mikrofonen. De synger sammen.

Så sker der det, som jeg elsker. Michael overdrager mikrofonen til Sam. Michael træder i baggrunden. Sam spejder efter Michael. Michael er der stadig. Sam synger nu selv. Alene midt på scenen – og gør det godt.

Det minder mig om, at når vi træder ind i en ny opgave, så har vi brug for tryghed og vejledning. I takt med at vi bliver mere fortrolige med opgaven, så kommer der et tidspunkt, hvor vi skal vises den tillid at stå med ansvaret selv, vel vidende at der altid er nogen i baggrunden, i fald vi bliver utrygge eller i tvivl.

Michael demonstrerer derfor at ledelse hverken er at give mikrofonen fra sig for tidligt eller ikke give den fra sig overhovedet. Ledelse er til gengæld at finde balancen i overdragelse af ansvar i det tempo som lysten og evnerne hos fx Sam tillader. Og opmuntre begejstret hele vejen.

Michael Bublé er en dygtig sanger, men han kunne også være en fremragende bestyrelsesfrivillig – ligesom jer.

PS. Hvis man løber zigzag, kan man løbe fra en komodovaran af en eller anden grund.