Det er altid spændende, hvad vi får på markerne rundt om det lille landsted i det sydvestfynske. Vi er ikke selv herre over det, men underlagt Torup Bakkegårds luner og profitmaksimering.

Det år vi købte huset, var der ærter. Det var godt. Året efter var der løg. Det var ikke godt. Den der løg-dunst klæder de færreste. Sidste år havde vi rødkål. Det var fint nok. Ikke så plukværdig, men neutral i duften. Men hvad mon vi får i år? Jeg drømmer personligt om kornmarker. De er så smukke, når de bølger i vinden. Jeg frygter løg…

Hvert år kommer der en delegation rumænere og bistår arbejdet med at plante, luge og høste afgrøderne. De kom sent i år, og bidrog til mystikken om hvad vi mon kunne forvente.
Da spændingen blev ulidelig, besluttede jeg mig for at spørge dem. Jeg forberedte mig med hjælp fra google-translate:

Anledningen bød sig, da jeg en eftermiddag kørte ind på markvejen med ungerne på bagsædet. Rumænerne var netop færdige med dagens dont, og vore biler skulle manøvrere forbi hinanden. Jeg rullede vinduet ned, og gjorde tegn til samtale til den forreste bil, hvor der sad en mand og en kvinde.

De rullede vinduet ned og kiggede spørgende.

Jeg tog mod til mig og sagde højt: Ce ai plantat?

De kiggede undrende på hinanden, så jeg tænkte de måske var i vildrede om de havde hørt rigtigt og gentog lidt højere: CE AI PLANTAT?

De havde en kort drøftelse med hinanden og manden udbrød så tilbage: Celina!

Der gik det så op for mig, at det jo ikke umiddelbart gav mig klarhed over, hvilken afgrøde der var tale om. Så jeg håbede, de måske kunne det engelske ord, og sagde: English?

Hvortil han svarede: No!

Jeg kapitulerede og gav dem den internationale tommelfinger op og det globale vink, og fór straks hjem til google-translate:

Øv.

Ny taktik. Hvad nu hvis jeg søger på alle de afgrøder, jeg kan komme i tanke om. Mon så ikke en af dem passer med Celina…?

Intet held. Men hey – heldigvis var det ikke løg…

Hov vent…! Hvad hvis han ikke sagde et ord? Men en sætning? Hvad hvis jeg deler det op?

Ce lina eller ce li na…?

…!?!

Hvad i alverden…?

Hov hov hov! Hør lige en gang min rumænske ven. Der er ingen grund til spydigheder. Det var jo et ganske legitimt spørgsmål, og det er i øvrigt også børn, du snakker om. Må jeg lige bede om kammertonen…!

Jeg overvejede mit næste træk. Skulle jeg kontakte Torup Bakkegård? Måske forpagteren? Hvad med den rumænske ambassade? Jeg kunne bede om en offentlig undskyldning?

Min hustru synes til gengæld at det var lidt morsomt og overtalte mig til at slå det hen.

Det gjorde jeg så.

Men spørgsmålet hang der jo endnu: Hvad kommer der på marken i år?

Min far er landmand. Jeg kan sende ham et billede af den spirende afgrøde.

Knoldselleri – kunne det mon være…?

Țelină = Celina.

Al min selvretfærdige harme forsvandt med et, og blev erstattet af en anelse flovhed over at have tænkt dårligt om de egentligt hjælpsomme rumænere. Misforståelser og mangelfuld kommunikation er åbenbart årsagen til mange unødvendige konflikter.

Det var vist meget godt, at jeg ikke ringede til ambassaden.

Jeg sure løg…