Ny strategi lanceret

14 maj 2025

672.000 danskere lever med hjertesygdom. Hvert år rammes 65.600 danskere af hjertesygdom. Det betyder, at et nyt menneske rammes af hjertesygdom hvert 8. minut. Samtidig dør 1 ud af 5 af en hjertesygdom. Det vil Hjerteforeningen ændre på, og nøglen til det hedder forebyggelse. For rent faktisk kan over 50 procent af hjertesygdomme forebygges.

Det var derfor en gåtur ad nye stier, der lørdag blev indledt på Hjerteforeningens repræsentantskabsmøde og frivilligdag i Odense. En ny strategi med fokus på forebyggelse og et spritnyt logo blev præsenteret for de fremmødte.

Hjerteforeningen har i mange år udadtil og indadtil været opfattet som en patientorganisation, som har varetaget interesserne for mennesker med hjertesygdom, og som har støttet op om og rådgivet dem, der er blevet ramt af hjertesygdom, og deres pårørende.

Dette arbejde fortsætter naturligvis, men med den nye strategi skærper Hjerteforeningen sit fokus på sundhed og forebyggelse og bevæger sig dermed tydeligere i retning af at være en sundhedsorganisation i både indsats og omdømme. Tankegangen drejes rundt, så det først og fremmest kommer til at handle om at give danskerne flere sunde leveår og reducere behandlingsbehovet mest muligt.

Det blev præsenteret i form af en ny vision, hvor målet er at kæmpe for hjertesunde liv for alle – både dem, der er ramt af hjertesygdom, dem, der står ved siden af, og dem, der endnu ikke er ramt.

Tak for engagementet i tilblivelsen af den nye strategi og opbakningen fra de mange fremmødte på Frivilligdagen.

Læs om den nye strategi og hvad den betyder for dit frivillige virke på denne side.

 

Credit: Kristian Jakobsen

FrivilligeNytLogoFrivilligdag2025

Læs også...